Det begyndte vel egentlig med Blicher, så kom J.P. Jacobsen, Den Jyske Bevægelse med Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl og Thøger Larsen. Senere kom mange flere til, og en påfaldende stor og varieret gruppe forfattere fra Nordjylland har sat deres præg på dansk litteratur. I dag forholder det sig ikke meget anderledes: I årene 2001-11 tilfaldt De Gyldne Laurbær syv ud af elleve gange en forfatter med tilknytning til Nordjylland.