<p>Karl Tomm, canadisk professor i psykiatri, har igennem to årtier sammen med sine kolleger ved familieterapicentret i Calgary udviklet en systemisk tilgang til at forstå og arbejde med familier. Deres solide erfaringsbaserede arbejde præsenteres med denne bog for første gang på dansk.</p><p>For at finde alternativer til de fremherskende individfokuserede terapeutiske forståelser og diagnoser har de udviklet et begrebsapparat og en praksis, der fokuserer på interpersonelle interaktionsmønstre ¿ hvordan de genkendes, opstår og vedligeholdes, og hvordan man igennem samtale kan ændre dem. Tilgangen er inspireret af konstruktionistiske og kollaborative traditioner.</p><p>Bogen argumenterer for, at terapeuter må fastholde, at de er aktive deltagere i de familiesystemer, de arbejder med, og derfor må medtænke eget sprog, køn, etnicitet og de større kulturelle og sociale mønstre, som samtalen er indlejret i og påvirket af.</p>