Bogen undersøger det pædagogiske paradoks fra dets erkendelse hos J.-J. Rousseau og I. Kant til de første forsøg på at formulere en teoretisk pædagogik hos F. Schleiermacher og J.F. Herbart. Dernæst påvises, at paradokset også ligger til grund for K. Grue-Sørensens pædagogiske forfatterskab, og til sidst introduceres D. Venners formulering af en almen pædagogik, der netop tager udgangspunkt i Bildsamkeit og opfordring til selvvirksomhed.<br><br>Gennem dette grundstudie er det bogens intention at vise, at det pædagogiske paradoks stadig udgør en radikal udfordring for den pædagogiske teori og praksis.<br><br>Dette er en revideret udgave med et ekstra kapitel, der omhandler det pædagogiske paradoks i forbindelse med skolen.