Tobias Bukkehave har med sin spionserie slået sig fast som en af Danmarks ypperste forfattere udi den politiske spændingsroman.<br><br>Europa står i flammer, og et bombeangreb mod en russisk diplomat på Hotel Nimb i København har ført Danmark helt tæt på den ild, der truer med at fortære det gamle kontinent. Da det danske energinet i Nordsøen pludselig bliver angrebet, siger al logik, at svaret skal findes i Rusland, men overraskende nok peger pilen snarere på USA og den unge excentriske præsident Ted Clayton. Clayton har kort forinden overtaget sin fars embede efter et fatalt skudattentat, og han har spøgt i kulissen i alle de sager, Sektor 7 har været involveret i. Tom kender Clayton perifert fra sin studietid ved Harvard, og selvom han ved, at Clayton kører efter sin egen dagsorden, har han svært ved helt at tro på forbindelsen.